happy-treeVelkommen til Det overnaturlige.dk!

Forståelse og viden er roden til alt godt! Når vi forstår, hvorfor andre handler, som de gør, forsvinder frygten for det fremmede, og vi ser et andet menneske i stedet for en potentiel fjende.

Det samme er tilfældet med det overnaturlige. Det, vi forstår, kan vi ikke frygte.

Vi taler om livets mørke sider, sort magi over for hvid, lys i modsætning til mørke, onde og gode væsner, hvor de gode sjovt nok altid er os selv. Men at noget ligger i mørke, betyder jo egentlig bare, at det er uden for lampernes lyskegler. Vi har ganske enkelt ikke fokus på det.

Faktisk kan mørket være det sted, hvor spæde ting trives, hvor vi drømmer og er mere fri, end vi er i lyset og hverdagen med alle dens gøremål, normer og krav. Mørket er på sin vis mere frugtbart. I hvert fald er det ikke noget, vi bør frygte.

Vi er børn af kristendommen, og vores moderne kultur hviler på rester af kristen kultur. Kristendommen lærer os at sætte god over for ond, lys imod mørke. Den har taget patent på næstekærlighed, selv om de kristne mere end nogen andre har dræbt og hærget – alt sammen i kristendommens og det godes navn.

Nu har den efterhånden spillet fallit. Kirkerne står tomme, og folk søger andre steder hen. Det betyder imidlertid ikke, at værdigrundlaget ikke stadig hærger igennem vores kultur og får os til at se skævt til anderledes tænkende. Så mens vi søger mod andre bud på religion, slås vi stadig med et syn på andre religioner og guddomme som onde.

I gamle dage var nissen bondens bedste ven. Han holdt dyrene raske og gården ved muffen til gengæld for ophold og en daglig omgang grød. Lidt længere væk, ude på kanten til skoven, boede ellepigerne. Man kunne se dem danse i måneskinnet, og de var hule i ryggen, men ikke desto mindre fik de ikke sjældent en karl kær. Indimellem kom der endda børn ud af sådanne blandede kærlighedsaffærer.

Nogle væsner var som nissen tættere på menneskene end andre og spillede en mere aktiv del i deres hverdag, men alle havde de eksistens og var en del af verdens fauna.

snow-white-1503435_1280 (1)

I samlinger af såkaldte folkeminder får vi en lang række øjenvidneskildringer af møder med disse væsner. Vi ser dem langsomt glide længere og længere ud i periferien og ind i mørket, i takt med at lyset fra kerten og ovnen blev til elektrisk lys, og en verden, hvor menneskene fyldte mere og mere i landskabet, klumpede sig sammen i byer og glemte alt om verdens andre beboere.

Til sidst var kontakten brudt, og mens folk drømte om overnaturlige væsner, drømte nisser og ellepiger om mennesker. Fra at have haft en eksistens, om end i mørket på kanten til lyset og hverdagen, blev de til overtro. “Tror du på Jesus?” spørger vi i dag. Som om vi kunne bestemme, om vi mener, at han er til eller ej.

Og det er i virkeligheden nok den største forhindring for at forstå det overnaturlige og komme ind på livet af det – at vi opfatter religion som overtro. At anerkende dets eksistens er første skridt, hvilket jo unægtelig vil være noget nemmere for mennesker, som har oplevet det på egen krop.

Vi vil derfor lede efter “bevis” på det overnaturliges eksistens i sådanne oplevelser, der kan have meget forskellig karakter, lige fra et hurtigt glemt glimt ud ad øjenkrogen til voldsomme møder fx med væsner af det andet køn, som har forelsket sig i en menneskesøn eller -datter.

Sammen med myter, eventyr og eksempler på skik & brug vil vi prøve at komme til en forståelse af det overnaturlige, dets natur, dets manifestationer og ikke mindst reglerne for omgangen med det.

gothic-1305040_1280

Så glem alt om det godes kamp mod det onde, sort og hvid magi, lysalfer & svartalfer, lysets kamp imod mørket. På denne blog handler det om forståelse, ikke fordømmelse.

Dichotomier, verdens tvedelte natur, kommer vi imidlertid ikke uden om. Lys & mørke er en af dem. De er helt basale i alle religiøse verdensbilleder. Men fjendskabet de to imellem er bandlyst her.

Som du vil se, skyldes de fleste af vore fordomme de kristent farvede briller, der hører vores kultur til. Briller kan tages af, og ofte vil man opdage, at det er som at slippe for skyklapper. Verden ser pludselig helt anderledes ud! Den forandrer sig, fordi du selv har forandret dig.

Velkommen til en verden, hvor nisser får deres daglige grød, og ellepiger kan skimtes i skoven og mosen. Velkommen til en verden af tusmørke, på grænsen mellem glemslens mørke og det skærende lys, hvor det overnaturlige kan eksistere og opleves.

/ Chresteria Neutzsky-Wulff